Adventsprædiken fra pater Martin Chase SJ. søndag d. 1. december 2024 i Skt. Therese Kirke.

Lukas 21,25-28.34-36

På den tid sagde Jesus, ”Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.”

* * *

Så er vi nået til den første søndag i advent, kirkeårets begyndelse. Ligesom ved det sekulære års begyndelse lidt senere, den 1. januar, er kirkeårets begyndelse både en tid, når vi ser tilbage på året, der er gået og spørger os selv, hvordan, det er gået, og en tid, når vi ser fremad, og overvejer, hvad der mon kommer.

Typisk oplever vi advent som en hyggelig tid. Vi tænder adventskransen og tæller ned til jul. Vi pynter med stjerner og hjerter, drikker gløgg og spiser pebernødder, vi tager ud til den ene julefrokost efter den anden, vi besøger familie og venner. Nu er det jul igen! Men alt det er faktisk ikke kirkens advent. Hvis man kommer i kirke de fire søndage og lytter til messens læsninger og bønner, er der ikke meget hygge i dem. Advent er som Fastetid en bodssæson. Vi bruger lilla messetøj, vi har ikke blomster i kirken, vi synger ikke Gloria.

Kirken taler ikke til os i denne tid om Julenat, da vor Herre blev født, og Påskemorgen, da Herren opstod, og Pinsedag, da Guds Ånd kom herned – alle de vidunderlige og trøstende mysterier, der skete i et eksotisk land for et par tusind år siden. Advent betyder ”tilkomst,” men den handler ikke om Jesu tilkomst julenat dengang i Betlehem. I advent taler kirken til os om fremtiden, om Jesu komme hertil en skønne dag. Og det bliver ikke som det søde, ufarlige Jesusbarn i krybben, at han kommer, men som den mægtigste Kristus.

I stedet for en flot stjerne og et englekor, taler advents budskab om andre himmelske tegn: tegn i sol og måne og stjerner. Ved Jesu advent eller komme, skal folkene på jorden gribes af angst, bogstaveligt ude af sig selv over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.

Det bliver, som om Gud har spolet tiden tilbage og ”uskabt” hele skabningen, så der igen kun er urdybet overdækket med kaosvandet, der venter i tusmørket på, at Gud siger ”Der skal være lys!” Men den her gang ”skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.” Det er det, kirkens advent fremlægger for vor betragtning.

Lektionaret eller læseplan til messerne skifter hvert år ved advents første søndag. Der er en cyklus på tre tekstrækker, vi kalder for A, B og C. Når vi befinder os i ”år A,” læser vi løbende igennem Matthæusevangeliet. I år B, som vi lige har afsluttet, læser vi Markus, og i år C, som vi indleder i dag, læser vi Lukas.

De sidste få søndage har vi læst det, der hedder Markus-apokalypsen, og i dag fortsætter vi med den tilsvarende del af Lukas, altså Lukas-apokalypsen. ”Apokalypse” betyder ”åbenbaring,” eller bogstaveligt, ”afdækning.” Apokalyptiske tekster handler om afdækningen af noget, der er blevet holdt overdækket eller tilsløret, så at det ikke har kunnet ses tydeligt.

De apokalypser, vi læser i denne tid, er de prædikener, Jesus holdt i Jerusalem i dagene op til sin død. De er eskatologiske apokalypser, dvs. de handler om afdækningen af, hvad der skal ske på den yderste dag, når tiden kommer til ende, og verden, som vi kender den, bliver opløst – og nyskabt. Jesus siger, at for menneskene bliver det en forløsning, dvs. en frigørelse – frigørelse fra alt, der holder os lænkede i fangenskab til synd og forhindrer os i at være de gode mennesker, vi inderst inde ved, vi er skabt til at være.

Jesu ord til os i dag er meget stærke. Vores danske bibeloversættelse prøver at formilde dem lidt, men det er ikke nødvendigvis hjælpsomt. Jesus siger bogstaveligt, at der kommer en tid, når vi bliver holdt fange af vores frygt, så at det kommer til at styre os. Han siger på græsk, at vi bliver αποψύχω, ”fra psyken,” dvs. afskåret fra vores psyke, fra vores selv eller personlig virkelighed, så vi ikke længere ved, hvem vi er.

I torsdags, festdagen for den salige Niels Steensen, læste vi noget lignende fra 2 Timoteusbrev. Dér siger Paulus, ”Der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og fare vild i en myte.” Folk vil glemme sandheden og lade sig styre af idioter, fordi de kan lige, hvad de siger. De vil fare vild i en myte – tænk! hvilken frygtelig skæbne: at fare vild i en myte, en løgn, og ikke vide, hvor man er henne, eller hvordan man ville kunne komme ud igen. At være fuldstændigt lost.

Jesus advarer, at det kan ske for os, inden vi ved det. Han siger, ”Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer og klapper sammen over jer med et smæld som en jernfælde.” ”Våg altid,” siger han, ”og bed om, at I må få styrken til at holde ud i alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen,” når han kommer. Det er nemlig bøn, der holder os i forbindelse med virkeligheden - virkeligheden om os selv og om Gud, og med og den sandhed, der er vejen til livet, så vi kommer til at bestå dommen.

Folk, der beder tidebøn, har i sidste uge læst 2 Petersbrev fra start til slut. 2 Petersbrev er også en apokalyptisk og eskatologisk skrift, der forbereder os til advent. I fredags læste vi den sidste kapitel, hvor Sankt Peter beskriver dommedagen, ligesom Jesus gør, og så tilføjer han til slut, ”Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvad slags mennesker bør I da være? Hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme? Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.”

Jesus slutter sin apokalyptiske tale i dagens evangelium på en lignende måde: efter at have beskrevet alle de frygtindgydende tegn, der skal ske, siger han, ”Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Det minder mig om de gamle krigsfilm, jeg så som dreng, hvor et eller andet land er blevet besat og lever undertrykte af en fjende. Så høres der larm fra fly – åh nej, åh nej – og de kigger forsigtigt ud, og hvad nu? – det er amerikanerne! The good guys! Og alle løber ud og ser op og vinker og vifter med flag og jubler – hurraaaa!

Evangeliets budskab er, at vi alle er ufrie fanger – fanger af løgn og myter, af frygter og usikkerhed, fanger af synd, fanger af det onde – eller den Onde – i alle dets former. Og det glædelige budskab er, at vi bliver løskøbt, frigjort, forløst, af det, der har bundet os fast og styret os. Og når den proces sættes i gang, siger Jesus, er det som om Menneskesønnen kommer i en sky med magt og herlighed. Og når vi mærker, at det er på vej, skal vi ikke løbe ned i beskyttelseskælderen og lede efter vores prepperpakker – vi skal ud og stå ranke og løfte vores hoveder og kigge op, og byde de befriende magter velkomne.

Ja, det lyder meget dramatisk alt sammen. Budskabet er selvfølgelig udtrykt metaforisk i billedsprog. Men det ligger i metaforers natur, at de udtrykker virkeligheder og sandheder, der ikke kan blive udtrykt på en anden måde.

Advents opgave – og dens gave – er at få os til at se vores virkelighed og vores sandhed: verden og alt, den indeholder (inklusiv os selv), er fanget i ondskab, bundet af onde magter. Vi befinder os ofte, uden at have villet det, måske endda uden at vide det, vildfarne i en myte. Advents formål er at hjælpe os se vejen tilbage igen: vejen fra udkanten til centrum, fra overfladen til dybden, fra det sekundære til det primære.

Lad os bede, at midt i al denne sæsons hyggelige virvar, vi også må finde tid til stilhed og refleksion, til at se tingene, som de egentlig er, så vi lidt efter lidt kan bevæge os hen imod et svar til adventstidens spørgsmål: ”Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvad slags mennesker bør vi da være?”

Pater Martin Chase SJ.

Prædiken Til Kristi Himmelfart 2020

Holdt torsdag den 21. maj 2020, første messe efter Covid19 nedlukningen.

Ifølge forfatteren til Lukas-evangeliet og Apostlenes Gerninger forlod Jesus vor verden 40 dage efter påske, og i dag - 40 dage efter påske - fejrer vi 'Kristi himmelfart'. Det interessante ved denne fest er, at den udelukkende bygger på Apostlenes Gerningers beretning. Hverken Matthæus, Markus, Johannes eller Paulus nævner den. For dem er Jesu opvækkelse fra de døde og hans ophøjelse til Faderens højre hånd én og samme begivenhed. Forfatteren til Lukas-evangeliet anstrenger sig for at berette om den opstandne på en anskuelig og levende måde, ønskede vel også at anvende denne metode på Jesu ophøjelse.

‘Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne’. Med denne enkle sætning skildrer Apostlenes Gerninger det, vi fejrer i dag: Den opstandnes bortgang til sin himmelske Far. Den opstandne forlader sine disciple og trækker sig tilbage fra denne verden ind i Guds virkelighed, og vi fejrer denne begivenhed som en fest. Hvordan kan det hænge sammen?

I løbet af de 40 dage fik disciplene et nyt syn på ham, som de engang havde sat deres lid til. Den opstandne havde opfyldt deres håb og forventninger. Men nu stod de over for at skulle tage endelig og uigenkaldelig afsked med ham. En sorgens dag og ikke en festdag. Men i Apostlenes Gerninger læser vi ikke noget om afskedens smerte, intet om disciplenes sorg. Hvad hindrede dem i at resignere og blive grebet af håbløshed? Der er vel kun ét svar: Adskillelsen fra Jesus var ikke en reel og virkelig afsked. Jesu bortgang var ikke en endegyldig afsked fra denne verden.

Disciplene oplevede, at sådan som den opstandne havde mødt dem efter påsken, på samme mådeville han som den ophøjede hos Faderen være dem nær, være midt iblandt dem. Apostlenes Gerninger nævner mange begivenheder, hvor disciplene erfarede, at Jesus var hos dem, styrkede dem, ledte deres handlinger og gik foran dem på deres livsvej. Den nye vej var åbnet, fremtiden blev ikke mere blokeret og håbet ikke længere lagt i graven. De oplevede, at Jesus ikke blot havde været midt iblandt dem, men at han fortsat var hos dem og altid ville være hos dem.

Den opstandne blev optaget i himlen, men er fortsat midt iblandt os - hvordan skal man forstå det? Vi kan kun forestille os det ved at sige, at himlen ikke er hinsides denne verden, men midt i den. ‘Himlen på jorden’ - det vil for mange lyde som en tom floskel, en illusion, en drøm uden realitet. Vi finder mange gode grunde til at modsætte os en sådan forestilling. Himlen midt i den af social uretfærdighed, af terror, vold og krige så plagede verden? Himlen midt i vor verdens økonomiske afmatning, stilstand i statslige og religiøse reformer og manglende hensyntagen til vor omverden og miljø? Skal vi ikke søge himlen et helt andet sted og ikke her i denne verden, der ofte synes så håbløs? ‘Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple’, hedder det i Matthæus-evangeliet. Hvor mennesker forkynder Jesu lære og handler efter den, dér er Herren nærværende og dér rører himlen ved jorden. Himlen rører ved jorden, hvor mennesker glemmer sig selv og ikke blot kredser om sig selv, hvor mennesker uden forbehold mødes, står sammen, står inde for hinanden i stedet for at have nok i sig selv og modarbejde hinanden.

Himlen er en erfaring, en handling og ikke et afgrænset sted hinsides skyerne. Himlen er begivenhed, tildragelse. Himlen er, hvor mennesker forlader de mange veje, hengiver sig til kærligheden, overvinder hadet og begynder helt forfra, hvor mennesker lever anderledes end ‘man’ lever, hvor man ikke lader sig jage af tidens ånd, men slår ind på den nye vej og lader sig lede af Guds ånd.

Himlen findes ikke oppe over skyerne, men der, hvor mennesker lever sammen i Jesu ånd, hvor kærligheden bliver synlig - og det kan ske overalt og altid - i familien, i vennekredsen, på søndage og på mandage, i menigheden og i det offentlige liv.

Himlen er ikke en størrelse, der hører til det hinsidige, men en begivenhed i det dennesidige. Budskabet om Guds rige er ikke et håb for fremtiden, men en realitet for enhver, der beslutter at leve sin kristne tro midt i hverdagen.

På denne måde er Kristi himmelfart virkelig en festdag, for Jesus lovede os at være netop der, hvor mennesker bekender sig til ham og hvor de mødes i kærlighed. Hvor mennesker rækker hinanden hånden, dér er Herren og dér bliver himlen en realitet.

p. Minh Quang Nguyen