Udvalgte bønner
Bed Rosenkransen sammen med paven i maj måned
I maj 2020 sendte pave Frans et brev til os alle om i maj måned at gøre noget ekstra ud af at bede rosenkransen. Maj måned er traditionelt indviet til Jomfru Maria, men intensiveret bøn er særlig relevant i tiden med coronapandemi. I brevet skriver pave Frans:
Kære brødre og søstre. Nu nærmer maj måned sig, hvor Gudsfolket især udtrykker sin kærlighed og hengivenhed til Jomfru Maria. Det er en tradition at bede Rosenkransen denne måned, i hjemmet sammen med familien. Hjemmet er en dimension, som pandemiens begrænsninger har ’tvunget’ os til at udnytte, også ud fra et åndeligt perspektiv.
Så jeg vil foreslå alle at genopdage skønheden i at bede rosenkransen derhjemme i maj måned. Man kan gøre det sammen eller alene: I vælger selv hvad som egner sig bedst til situationen, men hav begge muligheder i tankerne. Under alle omstændigheder ligger hemmeligheden i at gøre det så enkelt som muligt. På internettet findes flere ressourcer til hvordan man beder Rosenkransen og dens forskellige mysterier.
Jeg tilbyder desuden to bønner til Vor frue, som I kan bede i slutningen af Rosenkransen, og som jeg – åndeligt forenet med jer – selv vil bede i maj måned. De to bønner er vedlagt dette brev, og stilles således til rådighed for alle.
Kære brødre og søstre. Når vi betragter Kristi åsyn sammen med vor Moder, Jomfru Marias hjerte, vokser vi som en åndelig familie, og det hjælper os igennem denne prøvelsernes tid. Jeg vil bede for jer, især for de mest lidende, og bed venligst også for mig. Jeg takker jer alle og velsigner jer fra mit hjerte”.
Givet i Rom, Laterankirken den 25. april 2020, på festdagen for evangelisten Markus.
Pavens første bøn til Jomfru Maria
Maria! Du lyser altid op på vor vej
som et tegn på frelse og håb.
Vi betror os til dig, De syges Helse,
du som ved korsets fod
forenede dig med Jesu lidelse,
og forblev urokkelig i din tro.
Du, ’det romerske folks frelse’ *,
ved hvad vi behøver,
og vi er sikre på, at du kommer os til hjælp,
ligesom i Kana i Galilæa,
så glæden og festen vender tilbage
efter denne prøvelsens stund.
Hjælp os, du den Guddommelig kærligheds Moder **,
at vi må underlægge os Faderens vilje
og gøre det, Jesus beder os om,
han, som tog vore lidelser og smerter på sig,
for at lede os gennem korset
til opstandelsens glæde.
Amen.
Til din beskyttelse tager vi
vor tilflugt,
hellige Gudsmoder!
Vend dig ikke bort fra os,
når vi anråber dig i vor nød,
men fri os altid ud fra alle farer,
du herlighedsfulde og velsignede Jomfru. Amen.
* Salus Populi Romani, navnet på Maria-ikonen i basilikaen Santa Maria Maggiore i Rom
** Santuario della Madonna del Divino Amore, en Maria-helligdom udenfor Rom.
Pavens anden bøn til Jomfru Maria
“Til din beskyttelse tager vi vor tilflugt, hellige Gudsmoder!”
I den nuværende dramatiske situation, hvor lidelse og angst har sit greb om verden, vender vi os mod dig, Guds Moder og vor Moder, og søger vor tilflugt under din beskyttelse.
Jomfru Maria, ret dine barmhjertige øjne mod os i denne coronapandemi. Trøst de modløse og de, som sørger over deres kære afdøde, der til tider begraves på en måde som gør ondt i sjælen. Vær dem nær, som bekymrer sig over deres syge pårørende og som på grund af smitterisikoen ikke kan være dem nær. Vis tillid til dem, der er ængstelige over den usikre fremtid og dens konsekvenser for økonomien og arbejdet.
Guds Moder og vor Moder, gå i forbøn for os hos Gud, Barmhjertighedens Fader, at denne hårde prøvelse må ende og at håbet og freden atter må bryde frem. Ligesom i Kana, da du bad din guddommelige Søn, bed ham om også at trøste de syge og ofrenes familier, og fyld deres hjerter med tillid.
Beskyt læger, sygeplejersker, sundspersonale og frivillige, som befinder sig i denne nødsituations frontlinje, og sætter deres eget liv på spil for at redde andre. Svigt dem ikke i deres heroiske indsats, men giv dem styrke, generøsitet og et godt helbred.
Vær nær dem, som dag og nat hjælper de syge, støt præsterne, som i deres pastorale bekymring og evangeliske iver forsøger at hjælpe og støtte alle.
Hellige Jomfru, oplys videnskabsmænds og -kvinders sind, så de må finde frem til de rette løsninger for at kunne bekæmpe denne virus.
Hjælp nationernes ledere så de med klogskab, omsorg og på generøs måde kan hjælpe dem, der mangler livets fornødenheder, kan arbejde for fremsynede sociale og økonomiske løsninger i en ånd af solidaritet.
Allerhelligste Maria, opvæk vor samvittighed, så de enorme summer, som bruges til at udvikle og øge antallet af våben, i stedet må anvendes til at fremme forskning for at forhindre katastrofer som denne i fremtiden.
Elskede Moder, hjælp os til at erkende, at vi alle tilhører én og samme familie, og at vi – bevidste om de bånd som forener os alle – i en medmenneskelig og solidarisk ånd kan hjælpe med at lindre de utallige situationer af fattigdom og nød. Styrk os i troen så vi må blive bedre til at tjene og blive mere vedholdende i bønnen.
Maria, de nedbøjedes Trøst, tag alle dine bekymrede børn i din favn og bed Gud om, at Han med sin almægtige hånd må befri os fra denne forfærdelige pandemi, så livet igen kan vende tilbage til sin vante kurs.
Vi betror os til dig, som lyser på vor vej som et tegn på frelse og håb, o gode, o milde, o kære Jomfru Maria.
Amen.